Fire chok, ellet hvordan vi ændrede familietradtionerne

I 1993 chokerede vi Pers familie hele fire gange. (min egen familie er ikke så nemt at chokere, der er både "horeunger", halvsøskende og børn med flere koner..Pers familie er mere "konservative" eller det var de ihvertfald dengang)
Først besluttede vi at få et barn sammen i en "ung" alder...nogle synes vi var for unge, men vi var altså næsten 22 og havde været sammen siden vi var 16, så det var ikke en forhastet uovervejet beslutning. Chok nr 2 var at vi havde tænkt os at få barnet udenfor ægteskab. At leve "på Polsk" som min svigerfar kaldte det. Chok nr., 3 var at vi besluttede at vores dejlige søn ikke skulle opkaldes efter sin farfar eller sin farfars brødre, som feks Sigurd eller Einar. Næh, han skulle hedde Kevin, og min svigerfar fik et underligt såret forvirret irriteret udtryk i ansigtet og prøvede adskillige gange at få os til at skifte mening. Per er selv opkaldt efter sin onkel, svigerfars bror. Men vi holdt fast i Kevin, og svigerfar vænnede sig da også til navnet og nøjes med at rynke mildt på næsen da vi bekyndgjorde at den næste søn kom til at hedde Mickey. Chok nr. 4 var at vi valgte ikke at lade vores børn døbe som spæd. Det havde især min svigermor det svært med, og min farmor som dengang var i fuld vilgør, sagde: "Jamen, det er jo en familietradition...sådan har vi altid gjort".
Ja, det er meget muligt, men jeg har ikke i sinde at underordne mig andres meninger, ej heller familietradtioner, bare fordi de nu engang er sådan. De valgt jeg træffer i livet har betydning for mig og mine børn og har ikke en skid at gøre med afdøde oldeforældre og deres 1800 tals traditioner. Og hverken Per eller jeg har nogensinde fortrudt nogle af vores beslutninger. Hverken at få barn som 22 årig, leve på polsk, kalde vores børn andet end Mathias og Emil, samt at ikke få vores børn døbt. I næste indlæg vil jeg fortælle om en ganske særlig dag, da vores 13 årige blev døbt-...efter eget valg!!