Praktik tak!

Imorgen er det den store dag. Jeg starter på min 4 ugers praktik i DSB kiosken på banegården i Århus. Den der er til højre når du kommer ind udefra. Derinde har min gode ven Lennart arbejde i en del år nu, så jeg vil altså ikke være den første døve/hørehæmmede der slår sine folder derinde. Chefen Jørgen er en rigtig flink og fair fyr, og jeg er sikke på at jeg bliver glad for at være der. Og hvorfor vil en pædagog gå og fylde Mars bar og Kitkat på hylderne? Der er mange døve (og sjovt nok ingen hørende) der har udtrykt sin sympati med mig, fordi jeg "har spildt 3 1/2 år på seminariet og så erder intet arbejde som pædagog". Jeg ved de siger det i god mening, men helt ærligt!!

Jeg opfatter IKKE de 3 1/2 år på seminariet som spildt. Tværtimod blev jeg allerede halvvejs gennem min uddannelse bevidst om, at arbejdsområdet for døve pædagoger er blevet kraftigt indskrænket bl.a pga CI, og at jeg derfor ikke var garanteret noget job når jeg var færdiguddannet. Ydermere er Møllevangskolens centerklasser og SFO udelukket på forhånd da min søn går der.
Fik det mig til at smide bøger og bærbar fra mig og droppe min uddannelse? Næh nej, jeg ville være pædagog, arbejde eller ej. Jeg ser uddannelsen som et mål i sig selv. Det drejer sig om udvikling. De 3 1/2 år på Peter Sabroe har været fantastiske, og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Jeg har lært så meget og været glad for at kunne bruge den meget praktiske erfaring jeg havde før uddannelsen, hvor jeg arbejdede gratis forskellige steder for at prøve kræfter med jobbet med at arbejde med mennesker.

De mange år som praktikant forskellige steder, har været utroligt lærerige og spændende. Bla. har jeg , ud over vuggestuer og børnehaver for både døve og hørende, været i Rudolf Steiner Børnehave, arbejdet med fysisk og psykisk handicappede børn, både døve og hørende, været i en menigheds børnehave (kristen børnehave) og i en skovbørnehave. Jeg har prøvet det hele. Da jeg kom på Peter Sabroe, var det vidunderligt at kunne koble teori på alt det praktiske og jeg kunne se, at jeg endelig var meget god til at arbejde med mennesker. På seminariet kom jeg ud og prøve kræfter med bl.a voksne udviklingshæmmede døve og hørende, og det må jeg sige var en suveræn oplevelse. Jeg var meget glad for arbejde der. Jeg vil helt klart gerne arbejde på det område igen, når lejligheden engang byder sig.

Så de 3 1/2 år på seminariet har og vil ALDRIG være spildt. Jeg er blevet et helt menneske og er stolt af min proffesion som pædagog. Jeg ved jeg er en god pædagog, og hvis jeg bliver ved med at holde antennerne ude efter et ledigt job som pædagog, og ellers væbner mig med tålmodighed, så skal det rigtige job såmænd nok dukke op.
Indtil da holder jeg mig ajour med hvad der rør sig på det pædagogiske felt, og skal også søge andre type jobs, for at holde mig i aktivering, ellers kommer Job centret og A-kassen efter mig. Jeg får ikkelov til at hvile på laurbæerne.

Og det er der min praktik hos DSB spiller ind. Jeg skal prøve kræfter med et nyt område, og selv om jeg ved, at jeg ikke bliver ansat bagefter, kan netop den erfaring i kiosken være med til at udvikle mig som menneske. Jeg vil aldrig gå i stå. Jeg vil aldrig resignere.

Når jeg dør skal der på min mindeplade på de ukendtes grav stå: "Hun blev ved til det sidste".