Non-Nashville syndromet

Hvert år fra den 2. fredag i måneden og 6 dage frem er jeg depri. Depri fordi jeg lider af Non-Nashville syndromet. Mine online venner fra US er alle i Nashville fra på fredag for at nyde en uge med vidunderlig country musik, med backstage acces og fan club parties. Og igen i år må jeg melde fra. Jeg kommer aldrig til Nashville. Eller rettere sagt jeg kommer til Nashville en dag, men det bliver ikke i den nærmeste fremtid.
Hvert år får jeg medlidenhed fra mine søde venner overthere, som sender mange virtuelle knus og ærgrer sig over at heller ikke i år kunne jeg komme med. Sådan render jeg rundt i 6 dage og er i Nashville "in spirit" og venter på nyt fra mine hjertevarme og betænksomme venner og veninder, som i over 11 år har fodret mig med nyt om alle mine idoler, sendt mig videoer, billeder og personlige hilsner fra mine ynglings sangere. Hvad skulle jeg gøre uden dem. Debbie, Patty, Aims, Shi, Bryan and many others: THANK you and BLESS YOU. I love you!! Jeg lider igen i år af Non-Nashville syndromet, men jeg vil dog huske på at være taknemligt for deres venskab og deres omtanke. De sørger hvert år for at jég er i Nashville "in spirit"

Dagens tip: Se Nashville og dø!!

Samvittighed og Intetsigende ord

Disse digte skrev jeg i henholdsvis 1988, da jeg som 17 årig flyttede hjemmefra og i 1989 da jeg boede på kollegie inde i Århus midtby. Jeg husker ikke anledningen for digtene, blot at der var meget stærke følelser involeret i det første. Jeg har i de sidste 20 år skrevet mere end 1500 digte. Vil du læse mere om mit digtervirke, så kig i min profil.

En sand digter er altid tro mod sit virke, men altid åben for konstruktiv feedback.

Det første digt "Samvittighed" er som nævnt et digt fra 1988. Det et et sort og dramatisk og måske også kaotisk digt, men da jeg skrev det gav det mening. Det gør det såmænd stadig på en eller anden mærkelig måde. "Intetsigende ord" er blot den type digt der kommer flydende af sig selv fra en sløv studerendes hjerne.

Samvittighed

trænger ind i mig
og pudser mig indeni
og gør mig vild
tvinger mig til
at skrige og sparke
vild og ubehersket
som et barn der ikke
får sin vilje

stirrer mig ind i flæsket
med blinde og åbne øjne
og hvisker små lyde
jeg ikke troede fandtes
flår min indre sjæl i laser
og smadrer hjertes spejl
i mange 1000 sekskantede stykker
og fryser mig ud indeni udefra

slår mig over snudeskaftet
med sorgens våde klæde
og streger hvert rift ned
på en tavle som en fange
der tæller sine dage til løsladelse
får mig til at falde på knæ
og grædende bede om forladelse
kysser mine sviende blodige hænder
og sparker mig i panden- bagover


Intetsigende Ord

Ud af mine øjenkroge
skimter jeg tilværelsen elendighed
viskelæder på kladehæfte
uspidsede blyanter
med tandbidte ender
et æbleskrog som nabo
til en kop halvkold morgenkaffe
Hullemaskinen ler til mig
med sit postkasserøde image
det matcher pænt til min
årgamle bulede arkitektlampe
Stolen knirker som
en rusten havelåge
og en lang ridse i lakeret bord
ligner grænsen mellem
Øst-og Vesttyskland
Mit hår kilder mig på næsen
da jeg fremoverbøjet
printer disse
intetsigende ord