Hver onsdag sidder jeg halv(mis)fornøjet og er tilskuer til The Big Give, Oprah Winfreys program med bla min ynglingskok Jamie oliver som en af dommerne. Når jeg siger halv(mis)fornøjet, er det fordi jeg ikke rigtig kan gennemskue hvad jeg synes om hele konceptet.
Jeg har følgende teori om målet: Den deltager der bliver tilbage vinder en hulens masse penge? Skal den præmie også bruges til at hjælpe andre, eller må man beholde det hele selv?
Når jeg ser programmet er jeg splittet mellem forargelse og rørthed (er det et ord?)
Glæden ved at hjælpe andre må være stor, så stor at jeg kunne sige: "Så skidt med at målet med det hele er at vinde selv. "....For mens deltagerne flikflakker rundt for at blive den bedste til at hjælpe og gøre noget for andre/en udvalgt person/en handicappet/en hjemløs inden for en bestemt kategori/tidsrum ligger det hele tiden i baghovedet at målet er at blive vinderen.
Programmet dækker derfor Amerikanernes behov for at kunne hjælpe, konkurere, vinde og blive kendt!! Dybde blandet med overfladiskhed.
Alligevel sidder jeg der hver onsdag, med en skeptisk rynken på næsen og tuder rørt over hvor glade folk bliver for hjælpen. Jeg er sgu ligeglad med hvem der vinder (målet) det er hjælpen (midlet) der interesserer mig. Og så de store varme hjerter, som jeg vælger at tro er der.
