Status

2009 har været et HÅRDT år. Meget hårdt! Kun overgået af sidste halvdel af 2008. faktisk har både 2008 og 2009 været nogle hårde år.

Per blev syg i løbet af sommeren 08. Meget syg. Børnene og jeg og ikke mindst Per havde det svært.
Per kom på hospitalet, blev opereret, blev mere og mere syg med rystelser og kramper i hovede og nakke. Endelig fik han en diagnose men fik medicin der bare gjorde ham mere syg. Så syg at han måtte indlægges 2 gange, før lægerne gad tro på at medicinen gjorde ham mere syg.Skift til anden medicin og Per fik det bedre. Begyndte at tage på. Blev gladere. Men alt den sygdom var utroligt hårdt for os alle. Måske mest for børnene som måtte se deres far forvandle sig fra en frisk 36 årig til en meget træt og syg 38 årig og fra at kunne gå til at sidde i kørestol. Vi måtte rykke alt op med rode og flytte fra vores lejlighed til vores rækkehus i Tranbjerg. Vi mistede vores gode naboer gennem 15 år og vi savner dem stadig.Børnene er alle født og vokset op i vores lejlighed først nr 53 og siden nr 40 på Kaj Munks vej, de har venner der og føler sig trygge der. Alt det måtte de sige farvel til da vi flyttede. Børnene hadede mig og deres far. Men de kom over det. De kom videre. Hatten af for dem!

Jeg mistede min samarbejdspartner i Per og måtte klare ALT i huset og med børnene og hjælpe Per hele tiden. Mit liv blev vendt 180 grader rundt. det gjorde det for os alle. Det var ufatteligt hårdt. Mere end I tror eller kan forestille jer. Det er stadigt hårdt. Per er afhængig af hjælp til rigtig mange ting og han kan ikke selv lave ret meget. Jeg har grædt, været stresset og været vred på Per, på Gud og hvermand fordi det skulle ske for os
.Jeg har brokket mig til alle der gad høre det. Tak til mine kære nære veninder for at støtte op opkring os alle, for at lytte, trøste og sparke mig i røven når jeg havde brug for det.

Nu er vi kommet videre. Per er stadig meget træt og syg, men den medicin han tager nu gør at han kan sidde normalt med hovedet og ikke har smerter og migræne.
Han har up-days og down-days, men alt i alt er Per et positivt menneske der ikke på noget tidspunkt har mistet sit gode humør og viljen til at være en del af familien så meget han nu kan. Faktisk har Per vist sig at være ualmindelig sejlivet, for da vi andre november lå ned i 7-9 dage med svineinfluenza, så tog det kun Per små 2 dage at blive rask :o)

Vi trivedes her i Tranjerg. Vi kender ganske vist ingen af naboerne her, men vi elsker vores rækkehus, vores have og det gode lokalmiljø her i Tranbjerg. Per får hjemmepleje til at komme 3 gange om ugen og hjælpe ham med bad og hjælpe ham med barbering tøj osv, så jeg kan slippe for det når jeg kommer hjem fra arbejde.Det er trygt for mig at vide at de holder øje med Per, hvis han nu skulle falde mens jeg er på arbejde.
Danny har også haft et hårdt år, ikke bare pga sin fars sygdom men også pga skolen. Hans skole har ikke ville tage det alvorligt at Danny bliver mobbet hver dag. Den kamp kæmper vi stadig. Jeg giver ikke op. Danny skal højst sandsynligt skifte skole efter sommer, til en special skole for børn med ADHD. Så vi skal i gang med en masse møder osv. Danny har fortjent at komme glad i skole til kompetente lærere som desuden også har respekt for døve/hørehæmmede og tegnsprog. Den dag vi forlader Møllevangskolen bliver en festdag!!

Vi har også fået en ny aflaster efter 1 1/2 års søgen. Vi er meget glade for Theis som aflaster mig med Danny. Han snakker, spiller, leger og tager Danny med ud på ture, så han kommer væk hjemmefra. Så kan jeg slappe af en gang i mellem. At have et barn med ADHD kan til tider være meget krævende og opslidende, men også meget givende. Man får virkelig testet sig selv som mor og menneske med et barn med ADHD. Men en dejlig dreng er han, og hans smil og latter og varme omsorg og fantastiske fantasi får mig til at fortrænge de mange magtkampe og frustrationer der uundgåelig opstår.

Er der overhovedet noget positiv ved 2009? JA DA!!
Vi har lært at klare os igennem modgang. Jeg ved ikke om vi er blevet stærkere, for det var til tider hårdt for mig at skulle være stærk for os alle fem, men vi har lært at livet pludselig kan vende 180 grader, og at vi skal nyde hver dag som går godt.
Vi har et dejligt sted at bo, Per har det bedre, jeg har stadig mit gode arbejde, Mickey går stadig på sin gamle skole og er sammen med sine venner hver dag. Han har fået buskort så han selv kan komme rundt. Det fungerer fint.
Kevin er kommet på efterskole og han elsker det og trivedes der. Han savner ganske vist os derhjemme men så kan han jo heldigvis komme hjem så tit han må for skolen. Det er dejligt at se Kevin vokse til at blive en selvstændig ung mand.
Generelt er det mega spændende at være mor til 3 så forskellige drenge.

2010 må og skal blive bedre end de forgange år. Hver dag er jeg spændt på hvad dagen vil bringe af udfordringer og ikke mindst glæder. Vi lever, vi har et sted at bo, vi har tøj på kroppen, mad i maven og vi har hinanden. Det skal vi huske på.