tirsdag, maj 15, 2007

Det er en af de dage


15.Maj.07

Dagen idag er en af de sjældne dage, hvor jeg bliver ramt af et uforklareligt rengøringsvanvid. Det kom over mig om formiddagen kl 10 efter at jeg havde gennemlæst Nyhedsavisen. Endelig startede dagen i dag som alle andre dage, men en surfen rundt efter ledigt arbejde, og som sagt en gennemlæsning af gratisavisen Nyhedsavisen, men så vil skæbnen at jeg fik øje på en vildfaren nullermand der prøvede at undslippe mig ellers skarpe blik. Han så mig før jeg så ham, og det gave ham et, om end sølle, forspring. Jeg besluttede at alliere mig med Hoover, som vores støvsuger så fornemt hedder. Rundt gik jagten på nullermanden og hele hans støvryggede familie. Jeg tror det lykkedes mig at gøre kål på dem alle. Men så blev jeg ligesom pludselig ramt af en form for visdom: "Hey...du har lige jagtet nullermænd, hvorfor ikke gå et skridt videre og bage en kage?" okay okay, kagen skulle jeg alligevel bage, da Mickey min mellemste søn skal have kage med i morgen til klassens time, men I ved....jeg følte mig bare som om jeg havde fået et eller andet drug og blev grebet af " husmoder-vanviddet"..ikke nok med at jeg bagte den der "Åh- mor,-vil -du- ikke- nok -bage- den- der- lækre -banan-kage-du- ved" kage(forvirret?), jeg fik sørme også en dragende lyst til at give mig i kast med lidt brødbagning.

Ikke fordi jeg aldrig gør rent eller bager, men det er sjældent jeg gør begge ting den samme dag, og så endda lige efter hinanden.

Nå, men for at komme til pointen for denne monolog, (skal der altid være en pointe?), blev jeg under dej- æltningen filosofisk og funderede over, hvordan jeg skulle komme videre med mit liv i arbejdsløshed. Mærkeligt som en gang dej æltning kan sætte tanker i gang, ikke?
Jeg genkaldte mig sidste uges Viften med programmet om arbejdsløshed blandt døve, hvor det denne gang bl.a handlede om døve pædagoger. Jeg prøvede at overføre dejens visdom til mine tanker og se om jeg kunne få en genial idé til et job, jeg med garanti kunne få, men da dejen var tilpas æltet,var min hjerne stadig en pærevælling af ærgelser. No job for me!!

Jeg husker, jeg engang kom i snak med en ung mand, som jeg mødte i forb. med et en-dags kursus for arbejdsløse. Han var bare sådan en helt almindelig ung (hørende) mand, men han havde en høj uddannelse på UNI, og alligevel var han arbejdsløs. Han var flink og nemt at snakke med og da vi skiltes efter kurset blev én sætning han sagde ved med køre rundt og rundt i hovedet på mig: "hvad nytter det at have en lang god uddannelse når man ikke kan få noget job?".

Ja hvad nytter det?..og så er det jeg kommer til min pointe med denne monolog: hvad nytter det at jeg gør rent, bager kage eller ælter dej? Jo, rengøring er sundt for helbredet og helt uden diskution vigtigt for menneskers trivsel. At bage en kage skaber god duft i køkkenet og gør Mickeys klassekammerater glade, og dej....jah, dej bliver jo til brød, der mætter munde og sikre glade og tilfredse børn der vokser i alle de retninger de skal.
Og at tage en lang uddannelse uden garanti for et job, er som at bage et brød. Der er en metode, en proces and et resultat. Metoden er uddannelse, studier og forelæsninger, processen er selve det at være studerende og udvikle sine evner, kompetancer og opdage nye sider af sig selv. og endelig resultatet, som ikke er hvad man først skulle tro: at få et job, nej, resultatet er at spise brødet af visdom. At blive bagt og være et brød som andre kan nyde. Og hvordan kan andre så nyde en som brød når man ikke arbejder? Joh,man kan såmænd gå hjemme og gøre rent, bage kage og ælte dej, og føle sig overrumlet af visdom om, at man har udviklet sig som menneske under processen. Jeg er ikke bare uddannet men udDANNET...jeg har dannet mig som menneske, og at danne sig er aldrig spildt. At blive uddannet kan være et mål i sig selv og derfor behøver det ikke at være et nederlag at være arbejdsløs efter en (Mellem)lang uddannelse.

Jeg kan stå her og ælte dej og filosofere og føle mig tilfreds med bare at være. At være bagt og til glæde for andre i kraft af mig selv, som det brød eller den kage jeg er. Hmm......
Man tænker så godt når man bager..

Jeg sagde det jo..det er en af de dage....

Blog-arkiv