tirsdag, maj 11, 2010

Dag efter dag

Her går dagene som de plejer.
Vække børn, morgenmad, skole, arbejde, indkøb, madlavning, oprydning, hygge med Danny og Mickey, børn og mand går i seng, Malene tid med facebook,/gode film el. serier/ugeblade, måske en tur i haven hvis vejret er til det og så er det ellers i dynen.
Weekenderne skiller sig dog lidt ud med længe-sovning, kagebagning, venindebesøg, tøj-indkøb og efterskole-sønnen kommer hjem og fylder huset med knus og snak og latter, sidste weekend sammen med sin kæreste Cecilie. En konfirmation og polterarbent er det også blevet til her i Maj. Den næste på konfirmations-listen er Danny, men heldigvis først om 2-3 år.

Her er lidt om hvordan der går med børnene.

Kevin bliver 17 år her 19. maj og er lige blevet færdig med de skriftlige eksamer på efterskolen og skal nu forberede sig til de mundlige. Har søgt ind på HHX, vil læse mikro- og makro økonomi, har fået en plads og får at vide i Juni om det bliver i Viby eller skejby. Så kryds fingre for Viby.
Han er en dejlig dreng, en ung mand faktisk. Mærkeligt at tænke på at da jeg var i hans alder var jeg flyttet hjemmefra. Om kun ét år er han voksen. Mærkeligt!
For et par dage siden kiggede Danny, Per og jeg i "Barnets Bog" om Kevin og jeg fællede en tåre eller to over hvordan min bette trold er blevet til sådan en selvstændig og dejlig ung mand.
Uha, tiden går hurtig!!


Mickey er meget ude sammen med sine venner, står på rulleskøjter inde på Sct Annagade, tager det høje spring i Tivoli og forstuver sin pegefinger i Hurlumhej huset, får skinne på og nyt tøj og måske også græs allergi, så mor her skal på apoteket efter noget der kan hjælpe Mickey med den løbende næse og de sviende øjne.

Danny nyder at det er lysere om morgenen. Han har aldrig haft svært ved at stå tidligt op, da han er udpræget A-menneske, men han siger bl.a at det føles mere som morgen når det er lyst. Og det har han jo ret i.
Ellers er han på ture med sin aflaster Theis.Mens jeg var til min kusines polterarbend i lørdags var Danny og Theis til by-fest i Mejlgade med kunst, kultur, musik og mad. Han havde en herlig dag.
Fredag skal Danny og jeg til kræmmermarked på Tangkrogen. og resten af Kr. Himmelfartsferien skal vi bare dase og nyde den sol vi har bestilt.

Lige nu er Møllevangskolen og jeg i gang med at finde en ny skole til Danny. Han skal igennem nogle test og skal sikkert også testes på PPR for en re-vudering af hvilken behov han har. Jeg håber på at få ham på Langagerskolen i Viby, da det er en rigtig god skole med specialister i ADHD børn. Jeg har hørt meget godt om den skole og deres undervisnings form, så nu må vi se om det bliver dér.

Så er der ikke mere herfra ligenu. Tiden går og går, klokken slår og slår, og jeg nyder solskinsvejret, glæder mig til juli som bliver den helt store begivenheds-måned med countryfestival, kusines bryllup og en uges ferie i Berlin. Ahhhh dejligt!

Ingen kommentarer:

Blog-arkiv