En ode til Facebook..

Jeg vil gerne fortælle en historie om mig og Facebook. Der er skrevet og talt meget om Facebook i medierne, både godt og skidt, og jeg kan erklære mig mere eller mindre enig i nogle af tingene. Men jeg vil også gerne have lov til at forsvare Facebook. For jeg møder stadig venner, bekendte og familie medlemmer der fnyser over at jeg gider at "spilde min tid" på Facebook.Hvorfor jeg har behov for det, ved I nok når jeg har fortalt hvad jeg endelig bruger Facebook til.

For 16 år siden begyndte jeg så småt at høre country musik. Ikke den der gammeldags slags med gamle mænd med fletninger og lang skæg der sidder på en bar og bøjer arm, mens der bliver spillet violin og danset linedans i baggrunden, men den mere moderne slags, det som old-style country fans nok ville (med en slet skjult spydighed i stemmen) kalde "country-pop". Siden hen er jeg dog kommet til at holde meget af det gamle country og har åbnet min horisont for forskellige genre inden for countrymusikken. Men tilbage til country-poppen. Jeg startede op med Bryan White, en flot ung mand fra Oklahoma, som sang sig ind i mit hjerte med sange som "Rebecca Lynn" og "Someone Elses Star". Han stjal totalt mit hjerte og banede også vejen for utroligt mange berigende oplevelser fremover som jeg ikke har villet være foruden. Uden ham ville jeg ikke havde oplevet alt det jeg har, med koncerter, venner og rejser

Jeg gik et par år og elskede hans musik uden at kunne dele min passion med nogen, indtil jeg fik computer og dermed blev indlemmet i en fasinerende verden af informationer. Jeg fandt ud af alt om den fremragende countrysanger og fandt et sted hvor alle var lige så passioneret som jeg. Det var en Yahoo gruppe for hans fans. Jeg var et af de allerførste medlemmer og siden er det gået hak i hak med at Bryan White fik sin egen officielle Internationale hjemmeside, hvor der var et "messageboard", som direkte oversat betyder: en besked-tavle. Der delte jeg i 14 år mit liv med piger og drenge fra primært USA men også ganske få fra UK. Disse fans blev mine online venner. Vi fulgte hinanden i tykt og tyndt, gennem graviditeter, fødsler, bryllupper, skilsmisser, sorger og glæder. Vi græd og grinte over hinanden skæbner og over dem vi mistede til trafikulykker eller sygdomme. Disse piger blev mine hjerteveninder. Allerede fra starten fortalte jeg at jeg var hørehæmmet og det havde de det helt fint med. Vi sendte hinanden billeder, gaver, videobånd, senere dvd'er, julekort, fødselsdagskort og små venindegaver som bare for at sige at "jeg tænker på dig" og "I love you, hun". Vi har kendt hinanden godt, de fleste af dem fra USA har mødt hinanden adskillige gange, nogen er endda flyttet hen på samme vej og vi har en god intens kontakt i alle de år.
Senere er det blevet til mere country og jeg har været på mange messageboards og snakket med ligesindede og også ad den vej fulgt nogle dejlige hjertevarme Amerikanere og Englændere og også en del fra Tyskland gennem deres liv. Nu kommer jeg til pointen med det hele: Facebook!!

Før tog det mig mange mange timer foran computeren at snakke med og holde styr på alle vennerne far de forskellige messageboards. Nogle mere tætte end andre, men de fleste nogle dejlige mennesker som jeg stadig holder meget af.
Efter at Facebook er kommet ind i mit liv, bruger jeg stadig mange mange timer foran computeren, men det er blevet væsenlig nemmere ot holde sig opdateret og i kontakt med vennerne. Heldigvis er mine gamle Bryan White venner også på Facebook, så vi kan holde kontakt den vej.
Facebook er et fantastisk redskab for kug til at holde alle venner og bekendte fra forskellige messageboard SAMLET PÅ ÈT STED!!
Det er DET der er det fede ved Facebook. Alle er her! (med undtagelse af et par stykker). Jeg slipper for at springe rundt på diverse hjemmesider hver aften. Her logger jeg bare ind og viola!!, her er de alle!! Excellent!! Ikke sandt? Her er Joey, Patty, Arena, Annette (cheesehead), her er Jimmy Wayne/´Billy Currinton fans/Joe Nichols fans/Billy Yates Fans/Kevin Montgomery fans/James Blunt fans, osv osv. Her er mennesker jeg har mødt rundt omkring på mine mange koncertrejser, her min gode ven gennem 21 år, Lennart, her er mine gamle klassekammerater, gamle efteskoleelever, her er min familie, her er mit liv!!

Så Facebook er ikke at kimse af. Facebook er godt! Ihvertfald for mig. Selv om det nogen gange kan virke overfladisk, så bestemmer man altså selv hvad man vil bruge FB til. Man skal tænke sig om inden man ligger billeder ud. Er det noget 120 mennesker skal se? Og her har jeg også lige en kommentar: man har altså ikke 3.000 venner!! Halli hallo!..hvad er den af?..måske burde det hedder "friends and acquaintance", Venner og bekendte? Det ville være mere dækkende. For jeg er bestemt ikke "venner" med 120 mennesker, ikke nikke nej. Som før beskrevet er der virkelig nogen venner på FB, nogen, hvor mit liv uden dem, ville så meget fattigere, men der er også nogle knap så tætte venner som jeg dog holder af og bekymrer mig for, primært døve og hærehæmmede.
Så er der de gamle folkeskole og efterskole elever. Dem har jeg en fortid med, og måske en fremtid? Det er alle mennesker som har sat sit fodspor i mit liv på en eller anden måde. Og det glæder mig når jeg har sat mit fodspor i deres. På den måde bliver vi alle udødeliggjorte og værd at huske. Jeg holder af at tænke på gode tider i folkeskolen og efterskolen, holder af at se ahvordan deres liv har formet sig og følger glad med i hvad der sker i deres liv nu.
Jeg holder af alle de mennesker på min venneliste. Jeg tilføjer aldrig nogen jeg ikke kender eller ikke har noget til fælles med, og takker tit nej til invitationer fordi jeg ikke kender dem. Det er mit princip: Kender jeg dig ikke et sted fra, eller har ikke noget til fælles med dig, feks musikken, så er det: "Det var meget venligt, men nej tak.". Så hvis du står på min venneliste, er det fordi du SKAL stå der. Jeg holder af dig og det betyder noget for mig at du er der!

Så fik jeg skrevet min enetale/forsvarstale/ode til Facebook.

P.S. Og skal der lige tilføjes at min allerbedste og mest nære veninde Esther, som bor her i Århus, ikke er på Facebook. Hun har slet ikke computer!!

Facebook længe leve, med sund fornuft.