Campistbarn

Dengang i 80'erne var det meget moderne at være campist. Man pakkede bil, børn, hunde og bagage ind bag i sin stationcar og koblede camplet eller campingvogn bagpå og tog ud i det blå. Jeg var en rigtig børnecampist. Jeg har ikke tal på hvor mange gang vi børn har siddet bag i volvoen og haft kvalme over vores hundes dårlige ånde og de mange bakker i det danske landskab. Når vi kom til campingpladsen, skulle campletten foldes ud og alting sættes på plads. Mor og far knoklede, mens jeg stod klar med pløkker og hammer, og min lillebror trak bukserne ned og tissede lige foran naboens fortelt. Ahh..det var livet!!

Hele den uge løb jeg rundt i bare tæer og legede med børnene fra de andre vogne. Nogle gange badede vi ved stranden, byggede sandslotte og drillede hinanden med at gemme hinandens sko og sandaler i buskene. Jeg blev knaldbrun, fik mange myggestik og brændte mig på brændenælderne og synes det var uhyggeligt at gå på fællestoilettet om natten (tænk nu hvis der kom en børnelokker?), så jeg vækkede altid min far så han kunne følge mig derhen. Han tog tålmodig sandaler på og den store lommelygte i hånden og ventede pænt udenfor mens jeg tissede. I det hele taget var camping ugen en kærkommen lejlighed til at bruge mere tid sammen med min far. Det var os der handlede ind og gjorde rent i teltet. Om aftenen gik mor og lillebror Jimmy altid tidligt i seng, så far og jeg sad oppe og spillede 500 i myggelysenes skær. Da jeg var blevet helt god til det, holdt han op med at lade mig vinde og så var det kamp på liv og død. Jeg åd slik og far fik en øl, og solen gik ned bag campingpladsen. Ahh...det var livet.

En camingsommer kedede jeg mig så grusomt at jeg besluttede at tage på tur alene. Jeg havde fået min cykel med så jeg kunne bare smutte derudad landevejen. Jeg husker stadig fornemmelse af frihed og fred. Som barn skulle jeg hele tiden en masse og havde en masse pligter derhjemme hver dag. Men på campingferien havde jeg FRI og kunne være barn igen, og det skulle udnyttes til fulde. Jeg kunne cykle mange kilometer og jeg fór aldrig vild. En god stedsans er en fordel når man, ligesom jeg, elsker at drage afsted alene. Min gode stedsans har jeg stadig gavn af som voksen, og gør at jeg kommer vidt omkring uden at være bange for ikke at kunne finde tilbage. At rejse er at leve, sagde H.C. Andersen..det er så sandt, så sandt!! Ahh..det er livet.

Nu skal vi så campere igen i år, denne gang ikke i hytte men i min fars og hans kones campingvogn. Jeg glæder mig over at vores børn også elsker at campere og at de som campistbørn også får mange gode campingminder med sig ud i livet.


En camplet før den bliver foldet ud.