Min indre Mindebog - om døden

I dag døde min fars kusines mand John af lungekræft. Jeg fik beskeden på sms mens jeg var på arbejde.

Selv om vi ikke var tætte, blev jeg meget ked af det. Faktisk var jeg nødt til at tage hjem fra arbejde for at krybe ned i sofaen med dyne og kleenex for at græde lidt og tænke.

Af respekt for Johns kone og øvrige familie vil jeg ikke sætte noget billede ind eller skrive særligt meget om ham heri. De vil nok ikke have Johns død på www. De var og er beskedne mennesker.

Men John har på sin egen måde sat sine fodspor i mig, gode som mindre gode. Jeg lærte noget nyt om livet og mennesker den dag min farfar og senere min farmor døde. Det var John der var der for mig og støttede mig og lyttede til mig og forstod min sorg, for selv om farfar ikke var min biologiske farfar, var han 100% min farfar. Det forstod John mere end nogen anden. John viste mig at mennesker kan forandre sig og at uventede ting kan ske. At selv de bedste mennesker skal dø, og at man må være stærk. Efter mine bedsteforældres død fortsatte John med at være min støtte over sms. Det betød meget for mig at han havde så stor respekt for min kærlighed for mine bedsteforældre. John gjorde sorgen nemmere at bære.

Med johns død er en smule mere af farfars eksistens død. Jeg bærer det lod at skulle se de ældre i familien gå bort. Hver efterlader de sig minder inden i mig, store eller små, men de er der, derinde i min indre mindebog. Også John.