Min opfattelse af at Vesten var indbegrebet af tryghed og fred blev rystet i sin grundvold og jeg blev mere sårbar som menneske og som dansker. Siden har balladen om omkring Mohammad tegningerne, bombetrusler på Jyllandsposten, afbrænding af Danske flag, terrorbombning i London undergrund og bombningen af den Danske ambassade i Pakistan lagt mere ved på bålet til min uro og utryghed. Danskerne har ikke brug for at brænde hverken flag eller Koraner af. Nogle siger Danskere er krystere og konfliktsky, og at kun en gammel tegner som Kurt Vestergård tør at gå i mod strømmen og provokere, men jeg tror bare at vi danskere er et fredselskende og forsoneligt folkefærd. Jeg vælger at tro, trods brodne kar, at danskerne og Danmark står for lighed, frihed og broderskab med alle lande, kulturer og religioner. For jeg vil ikke leve i frygt for at det kunne ske i Danmark. Vi er nødt til at komme videre og er nødt til at at tro på at Danmark altid vil være lige så fredeligt som det har været siden 1945.
I dag vil jeg tænde lys for dem som Shelley og Sandy og mange andre har mistet.
Gud være med dem og med os.
Dette billede har hængt på min
væg siden 9/11/01
