Den dag da Mickey fik korset for pande og bryst

Søndag var en ganske særlig dag. Det var den dag vores mellemste Mickey (Musen) faldt på knæ foran døbefonten og fik korsets tegn for pande og bryst samt forkyndte at han tror på Gud, den almægtige som én sand Gud fra evighed og til evighed. DET var stort!! Ja'erne kom ud af Mickey egen mund. Det var smukt, det var rørende. Mor her kneb et par tårer og måtte bide sig selv i tungen for ikke at lade floden strømme over.

Da emnet konfirmation blev bragt på banen i Mickeys skole, måtte jeg tage en snak med ham. Festen skulle han nok få. vi kunne holde en KÆMPE fest med et hav af dyre gaver til hans 13 eller 14 års fødselsdag, hvsi det var fest og gaver han ville have. Men han skulle ikke stå og lyve i Guds hus og sige at han troede på ham hvis ikke det var sandt. Selv er jeg kristen/baptist. Kristen i den forstand at jeg ikke kun mumler en bøn når jeg er i knibe, eller har det svært. En bøn kommer også over mine læber eller i mine tanker når jeg beder om et råd, takker for den styrke Gud giver mig og for hvordan han har velsignet mig med min familie og mine venner.
Gud er min allierede. Gud er kærlighed. Gud beder mig træffe mine egne valgt, men giver mig styrke til at bære konsekvenserne. Had, krig og vold står mennesket for, det klarer de jo fint selv, men Gud er KUN kærlighed, ikke andet. Når jeg forsager Djævlen og alle hans gerninger, er det i virkeligheden det onde og selviske, det dyriske i mennesker jeg forsager. Djævlen skal ikke forståes bogstaveligt men er et metafor for hvordan menneskene kan tænke og handle.
Det har jeg forsøgt at indprente mine børn. Siger du ja til Gud, siger du ikke ja til alt i biblen, men ja til at bruge din sunde fornuft men at lytte til Gud og Jesus budskaber om kærlighed og opofrelse for andre mennesker. Så siger du ja til at forsøge at blive et bedre menneske og at leve efter kærlighedens budskab (Det siger jeg med risiko for at lyde frelst, men det er jeg ligeglad med om nogen synes)
Generelt mener jeg at Biblen bliver overfortolket/fejlfortolket, og det er også derfor jeg nyder mere at være en baptist kirke end i en kristen. But that's another loooooooong story (som en af mine ynglingssangere synger).

Mickey valgte altså selv at stå i Guds hus og bekynde sin tro og lade sig døbe i Jesu Kristus navn. Han blev ikke ateist (ligesom Per),ikke muslim, ikke baptist, ikke buddist men kristen. Måske skifter han mening senere, men ligenu er det der hvor han helst vil være lige nu. Det samme sted som hans ældste bror, i Kristendommen og troen på Gud. Sådan er det!

Lidt billeder fra den uformelle men rigtig hyggelige spisning hjemme hos os (senere kommer et billede op fra selve dåben i kirken. Man måtte ikke fotografere i kirken, men Carsten snuppede lige et uden blitz. Håber de husker at sende det til mig).


Bror sej og bror sej

Bror sød

Per er i godt humør

Smukke Maria


Smukke Marias far Smukke Allan..haha..
han stod og fadder til Mickey


Esther, min gode veninde som også stod fadder.


Carsten laver sjov..aner ikke hvad han
taler om. Marion/Farmor stod også
fadder ved dåben


Dåbsbarnet nyder sin tortilla/taco

Fire chok, ellet hvordan vi ændrede familietradtionerne

I 1993 chokerede vi Pers familie hele fire gange. (min egen familie er ikke så nemt at chokere, der er både "horeunger", halvsøskende og børn med flere koner..Pers familie er mere "konservative" eller det var de ihvertfald dengang)
Først besluttede vi at få et barn sammen i en "ung" alder...nogle synes vi var for unge, men vi var altså næsten 22 og havde været sammen siden vi var 16, så det var ikke en forhastet uovervejet beslutning. Chok nr 2 var at vi havde tænkt os at få barnet udenfor ægteskab. At leve "på Polsk" som min svigerfar kaldte det. Chok nr., 3 var at vi besluttede at vores dejlige søn ikke skulle opkaldes efter sin farfar eller sin farfars brødre, som feks Sigurd eller Einar. Næh, han skulle hedde Kevin, og min svigerfar fik et underligt såret forvirret irriteret udtryk i ansigtet og prøvede adskillige gange at få os til at skifte mening. Per er selv opkaldt efter sin onkel, svigerfars bror. Men vi holdt fast i Kevin, og svigerfar vænnede sig da også til navnet og nøjes med at rynke mildt på næsen da vi bekyndgjorde at den næste søn kom til at hedde Mickey. Chok nr. 4 var at vi valgte ikke at lade vores børn døbe som spæd. Det havde især min svigermor det svært med, og min farmor som dengang var i fuld vilgør, sagde: "Jamen, det er jo en familietradition...sådan har vi altid gjort".
Ja, det er meget muligt, men jeg har ikke i sinde at underordne mig andres meninger, ej heller familietradtioner, bare fordi de nu engang er sådan. De valgt jeg træffer i livet har betydning for mig og mine børn og har ikke en skid at gøre med afdøde oldeforældre og deres 1800 tals traditioner. Og hverken Per eller jeg har nogensinde fortrudt nogle af vores beslutninger. Hverken at få barn som 22 årig, leve på polsk, kalde vores børn andet end Mathias og Emil, samt at ikke få vores børn døbt. I næste indlæg vil jeg fortælle om en ganske særlig dag, da vores 13 årige blev døbt-...efter eget valg!!